Fredag aften overladt til mig selv igen, igen. Egentlig gør det ikke noget. Jeg har lige været syg, jeg har kvalme og jeg har Elvis Presley. The King. Den tykke Vegas-udgave i stedet for den hoftesvingende, skævmundede version som alle elskede. Man skal nemlig elske ham for det hele. Jeg bliver i hvert fald ked af det, hvis folk kun husker og elsker mig for mine blå øjnes skyld. Bogstaveligt talt. Eller mit flabede væsen eller endnu værre, de folk jeg hænger ud med.
”Eva?.. var det ikke hende der var kæreste med Marius?.. Ham den langhårede guitarist der flippede skråt på folk der ikke hørte Heavy Metal?”
Mindre fedt. Derfor bliver jeg nødt til at gøre gøre noget andet end at sidde på min flade hver fredag aften (og aftener generelt).
Min søster har travlt, skal have en Ph.d og laver molekylære mojitos eller sådan noget.
Jeg blev tilbudt at medvirke i en musikvideo. Lavet af min ven og bekendte for det her nye hipsterband. Jeg tager nok ikke derhen. Både på grund af tidspunktet og fordi jeg er en slatten wimp der ikke mener det alvorligt. Hvem er så selv uden om det?
Jeg skal flytte i egen lejlighed til November, gøre rent på badeværelset i morgen tidlig og puste lyset ud inden jeg går i seng. Hvor rystende for min grundvold. Okay måske er det faktisk rystende for min grundvold, men bare ikke for andres. Når alt kommer til alt er det her jeg er lige nu og det kan ikke sammenlignes med min familie eller the king. Det er jo en ærlig sag at være nået så og så langt på sin to-do-liste. Måske var Elvis også bare nået til hvide flipper, ballader og bildæk. Og måske er jeg bare selvoptaget og narcicistisk som det forventes af en 19-årig.
Med hensyn til E. Jeg elsker ham jo selvom han er død. Der har været og er nok andre end mig der elsker Vegas-E. Andre end MOI?? Vild tanke.
